Lille Storm : Storms fødselsdag

Her er beretningen om hvordan Storm kom til verden. Vi vågnede tidligt en ganske almindelig torsdag morgen (så almindelig som en terminsdag nu kan blive), spiste morgenmad og cyklede ud til havet for at nyde morgensolen.

Vores tur gik videre forbi en café, hvor vi sad og drak en morgenkaffe og læste dagens avis. Mettes plukveer, som hun har haft gennem hele graviditeten begyndte at blive regelmæssige, og måske gjorde de også lidt ondt nu...?

Vi fik shoppet lidt før vi cyklede hjem. Plukveerne blev ved med at være regelmæssige og gjorde måske lidt mere ondt nu...?

Ved 17-tiden ringede Mette ind til Rigshospitalet for at høre hvordan og hvorledes med de her veer.. Hun fik at vide at hun var velkommen til at komme ind med det samme, men hun kunne også vente en time hvis hun ville.

Denne time udnyttede vi til vores sidste tosomme gourmetmiddag: grydestegte poussiner. Dog må jeg erkende at jeg aldrig har været så åndsfraværende i køkkenet, som da Mette en halv time inde i kokkerierne begyndte at få så voldsomme veer at jeg hele tiden måtte ind og forsikre mig om at alt var ok.. Måltidet blev dels fortæret siddende på træningsbold og dels i krampagtige oprejste rokkestillinger.

Tiden gik og kl 19 blev Mette indskrevet på fødegangen. Ved ankomst var hun allerede 4 cm åben, så hun røg direkte i jacuzzi'en og sad plantet her de næste 3 timer til rytmerne af Cafe del Mar, mens hun lod sig opvarte med is-vand, kolde klude og massage på lænden. -Ren feriestemning lige bortset fra veerne. Desværre var der så kort mellem veerne at feriestemningen gik fløjten.

Nu skulle der stimulanser til: op på briksen og på med lattergassen. Der lå/stod/rokkede/rullede/hoppede/krummede hun sig adskillige timer. Jeg skulle hilse og sige at det gjorde naller. Mega naller. Så er det sagt! Mildt sagt!

Nå, men så fik vi at vide at vores dreng er stjernekigger. Så han skulle vendes.. Med et tørklæde under hoften løftede jordemoderen og jeg i hver sin ende (af tørklædet, altså) og rystede Mette godt igennem. Rebosso, hedder det, en simpel, men effektiv sydamerikansk teknik, der har vundet tilhængere i mange børnefødende lande (thank you APA fødselsforberedelse for intro hertil). Og vendt blev han :-)

Kl 03.20. Timerne gik, smerterne tog til, og Rigshospitalets beholdning af lattergas lakkede mod enden. Men veerne var ved at miste deres effekt så det hele stod lidt i stampe. Der skulle ske noget. Mere rebosso (denne gang i stående stilling) og herefter ve-stimulerende drop. Kender du Mette, kender du sikkert også hendes STORE SKRÆK for nåle. At hun ikke engang blinkede da droppet blev lagt, tror jeg ikke hænger sammen med hendes begyndende misbrug af lattergas, men nærmere de store smerter hun ellers var udsat for.

20 minutter senere havde droppet vist sin effektivitet. Så skulle der presses. En lille hårtot viste sig, men så gik det hele i stå. Mette pressede løs, men der var noget galt. Droppet havde revet sig løs. Storms hjerterytme dalede. Stemningen var anspændt og yderligere to jordemødre kom ilende til. Lattergassen blev skiftet ud med ren ilt og da jordemoderen med bestemt stemme sagde "nu skal vi have den baby ud!" vidste alle at hun virkelig mente det. "Pres! Pres! Pres! Gispe! Gispe! Hold igen. Pause, Pres, Pres, Pres, Pres, Pres, Gispe, Gispe, Pres, Pres....". Som et symfoniorkester ubetinget følger dirigentens bevægelser, fulgte Mettes åndedræt taktfast jordemoderens kommando. Jeg fatter ikke hvordan Mette bar sig ad med at kontrollere vejrtrækningen under disse smerter, og jeg fatter ikke det samspil der var mellem jordemoder de følgende minutter. Mette vidste lige præcis hvad hun skulle hvornår og hvordan (thank you APA)! På 13 minutter fik hun presset vores lille Storm ud. Den faldende hjerterytme taget i betragning + navlestrengen viklet om halsen tør jeg ikke tænke på hvad der kunne være sket hvis Mette ikke havde trænet scenariet til fødselsforberedelse igen og igen (thank you Mette!!!)

Kl 04.00 lå vi med det smukkeste vi nogensinde har oplevet! Lille Storm! Der lå han helt lille og hjælpeløs sammen med os, som i et nu var blevet forvandlet til forældre.